Del denne side

Sunde spillevaner med Xbox One

Oversigt

Det bør være afslappende og sjovt at spille videospil. Gentagne bevægelser, forkerte stillinger og overdreven brug kan dog i nogle tilfælde forårsage følelsesløshed, snurren og andre former for ubehag, som kan udvikle sig til alvorlige helbredsmæssige problemer. Læs helbredsadvarslerne nedenfor, og følg forslagene i denne vejledning – og få nogle sunde spillevaner.

Helbredsadvarsler

Muskuloskeletale forstyrrelser

Mange aktiviteter medfører indimellem ubehag i hænder, arme, skuldre, nakke eller andre kropsdele, og det kan du også opleve, når du spiller videospil. Men hvis du til stadighed eller med jævne mellemrum oplever ubehag, smerte, dunken, ømhed, prikken eller snurren, følelsesløshed, en brændende fornemmelse eller stivhed, MÅ DU IKKE IGNORERE DISSE ADVARSELSSIGNALER. HENVEND DIG STRAKS TIL DIN LÆGE, også hvis symptomerne forekommer, når du ikke spiller videospil.

Symptomer som disse kan være tegn på smertefulde og til tider permanente, invaliderende skader eller lidelser, som involverer nerver, muskler, sener, blodkar og andre dele af kroppen. De muskuloskeletale lidelser (MSD) omfatter karpaltunnelsyndrom, senebetændelse, seneskedehindebetændelse, vibrationssyndromer og andre tilstande.

Forskerne kan endnu ikke besvare alle spørgsmål om MSD, men der er bred enighed om, at mange faktorer kan føres tilbage til disse lidelser. MSD-lidelserne omfatter forskellige sygdomstilstande og kropslige tilstande, stress, og hvordan man håndterer stress, almen helbredstilstand samt arbejdsstillinger og hensigtsmæssig brug af kroppen under andre aktiviteter (bl.a. under videospil).

Da en lang række faktorer spiller ind på MSD, kan denne vejledning ikke give dig svar på alle spørgsmål om, hvordan du undgår MSD. Nogle vil ved at følge rådene kunne mindske risikoen for at opretholde en MSD-lidelse. Det gælder dog ikke alle. Men mange vil givetvis opleve, at deres ubehag mindskes, når de følger disse forslag.

Husk, at denne vejledning ikke kan træde i stedet for en dygtig læge eller fysioterapeuts råd. Hvis du har spørgsmål om, hvordan din livsstil, dine aktiviteter eller evt. sygdom spiller ind på MSD, skal du rådføre dig med din læge eller en dygtig fysioterapeut.

Anfald som følge af lysfølsomhed

En lille gruppe mennesker kan opleve et anfald, når de udsættes for visse visuelle billeder, f.eks. med blinkende lys eller mønstre, som kan forekomme i videospil. Selv personer, der ikke tidligere har oplevet sådanne anfald eller lidt af epilepsi, kan have en udiagnosticeret tilstand, som kan medføre epileptiske anfald på grund af lysfølsomhed ved brug af videospil.

Anfaldene kan omfatte forskellige symptomer, herunder svimmelhed, ændret syn, trækninger ved øjnene eller i ansigtet, ryk eller rystelser i arme eller ben, desorientering, forvirring eller midlertidigt tab af bevidsthed. Anfaldene kan også medføre bevidstløshed eller kramper, som kan føre til skader, hvis du falder eller rammer genstande tæt ved. Stop spillet straks, og søg læge, hvis du oplever nogle af disse symptomer. Børn og teenagere kan i højere grad end voksne rammes af denne form for anfald. Forældre bør holde øje med eller spørge deres børn, om de har haft de beskrevne symptomer. Risikoen for lysfølsomme epileptiske anfald kan reduceres ved at tage følgende forholdsregler:

  • Sid længere væk fra skærmen
  • Brug en mindre skærm
  • Spil i et veloplyst lokale
  • Spil ikke, når du er svimmel eller træt.

Søg læge, før du spiller, hvis du eller nogen i din familie har haft anfald eller epilepsi.

Sunde spillevaner

Stilling

Det er vigtigt, at du indtager behagelige stillinger, når du bruger din krop, uanset om du arbejder eller spiller. Det har ikke alene betydning for din samlede præstation, men det kan også spille en rolle for, hvor godt du befinder dig, når du spiller videospil, og kan dermed bidrage til, at du undgår MSD. Du bør også skifte stilling under længerevarende spilsessioner for at undgå ubehag og træthed.

Når du spiller videospil, bør du indrette dine omgivelser og arrangere dit udstyr på en måde, så du sidder eller står behageligt og afslappet. Eftersom alle har en unik kropsstørrelse, og mange forhold spiller ind på komfort, er det ikke muligt for os at sige helt præcist, hvordan du skal indrette dit spilleområde, så det er bekvemt for dig. Følgende forslag kan dog være med til at give dig et behageligt miljø:

  • Sørg for støtte til din ryg ved at vælge en stol eller et sæde, som støtter den nederste del af ryggen, og hvor du kan sidde behageligt og naturligt.
  • Sørg for en behagelig benstilling, og at der er plads til, at du kan bevæge benene.
  • Sørg for, at dine skuldre og arme kan hænge afslappet ned langs siden af kroppen.
  • Sørg for, at dine håndled er strakte, når du holder og bruger controllere. Det sikrer den rigtige håndleds- og fingerstilling. Undgå at bøje håndleddene op, ned eller til siderne.
  • Sørg for at bøje og dreje nakken så lidt som muligt ved at anbringe dig selv og/eller dit tv sådan, at du ikke behøver at vippe hovedet op eller ned eller fra side til side i længere tid ad gangen.
  • Sørg for, at øjnene ikke belastes pga. blænding fra reflekteret lys ved at placere tv'et langt fra lyskilder, der kan give lysrefleksion og blænding, eller brug persienner for vinduet for at styre lysniveauet. Du kan også nedregulere tv'ets lysstyrke og kontrast, så skærmen er behagelig at se på.

Fysiske påvirkninger

Vi er hele tiden udsat for fysiske påvirkninger. Det kan f.eks. dreje sig om større fysiske påvirkninger som følge af bilulykker eller andre former for legemsbeskadigelse. Mindre fysiske påvirkninger kan imidlertid også resultere i skader, ubehag og træthed, hvis de gentages eller forekommer gennem længere perioder.

Her er nogle eksempler på mindre fysiske påvirkninger:

  • Dynamisk kraft (eller friktion) er en kraft, du udøver ved bevægelse. Det kan f.eks. være, når du trykker på knapperne på en spilcontroller eller tasterne på et computertastatur.
  • Statisk kraft (eller friktion) er en kraft, som du opretholder i et tidsrum. Det kan f.eks. være, når du holder din spilcontroller.
  • Kontakttryk er tryk, som opstår, når noget hviler på en kant eller en hård overflade. Det kan f.eks. være, når du hviler dine håndled på kanten af dit skrivebord eller en anden hård overflade.

Overvej følgende forslag med henblik på at reducere virkningerne af mindre fysiske påvirkninger af kroppen:

  • Tryk let på spilcontrollerknapper, og slap af i hænder og fingre. Det kræver ikke meget kraft at aktivere disse knapper. Gør også berøringer og tryk lette, når du bruger styrepinde eller taster på en spilcontroller.
  • Undgå at hvile håndflader eller håndled på nogen overflader, når du bruger spilcontrollere.
  • Slap af i dine arme og hænder, også på tidspunkter, hvor du ikke lige bruger spilcontrollere. Se afsnittet "Varighed" for at få flere oplysninger.
  • Slap af i hånden, når du holder spilcontrolleren. Sørg for ikke at spænde i hånden, når du holder spilcontrolleren.

Varighed

Pauser er vigtige, når kroppen skal komme sig efter aktiviteter, og for at undgå MSD. Varigheden og hyppigheden af de pauser, du måtte have brug for, afhænger af, hvilken type aktivitet du udfører. Når du stopper aktiviteten og slapper af, er det én måde at holde pause på, men der er også andre måder. Disse omfatter:

  • Skift aktivitet. Det kan give nogle muskler hvile, mens andre er produktive. Du kan f.eks. sidde ned, mens du spiller videospil, men stå op, når du ikke spiller.
  • Brug forskellige fremgangsmåder til at udføre en opgave. F.eks. kan du bruge controllertasten i stedet for controllerens styrepind.
  • Slap af i arme og hænder, mens du ser andre spille eller under cutscener, langsomme gengivelser eller andre pauser i et spil.
  • Sæt dig ind i software- og hardwarefunktioner ved at læse de oplysninger, du fik sammen med dine spildiske og hardwareprodukter.

Sund levevis

En sund livsstil kan give dig mere energi og større glæde ved de daglige aktiviteter, også når det gælder videospil. Følgende kan være med til at give dig en bedre almentilstand:

  • Spis fornuftigt, og sørg for passende søvn.
  • Motioner for at holde dig i form og opnå en stærkere og mere smidig krop. Husk på, at du bør rådføre dig med f.eks. din læge eller en fysioterapeut, som kan hjælpe dig med at vælge bl.a. de strækøvelser, der er rigtige for dig.
  • Lær at håndtere stress.
  • Rådfør dig med din læge eller en dygtig fysioterapeut, hvis du har spørgsmål om, hvordan evt. sygdom og andre fysiske forhold spiller ind på MSD. Forskerne kan endnu ikke besvare alle spørgsmål om MSD, men der er bred enighed om, at bestemte faktorer kan sættes i forbindelse med disse lidelser. Det drejer sig f.eks. om tidligere skader, diabetes, hormonforandringer (f.eks. graviditet) og leddegigt.

Voksenovervågning

Beskyttelse af personlige oplysninger og onlinesikkerhed på Xbox One

Brug indstillingerne til beskyttelse af personlige oplysninger og onlinesikkerhed på Xbox One til at regulere og styre familiens adgang til spil-, film- og tv-indhold. Indstillingerne til beskyttelse af personlige oplysninger og onlinesikkerhed på Xbox One kan bruges til at styre brugen af konsollen og adgangen til Xbox Live, herunder:

  • Hvilke spil der kan spilles.
  • Hvilke film og tv-programmer der kan vises.
  • Om en bestemt person kan få adgang til Xbox Live eller ej.

Var denne artikel nyttig?

Ja
Nej

Tak for din feedback

Tak for din feedback!

Vi beklager, at denne artikel ikke kunne løse dit problem. Vi giver ikke op, og det skal du heller ikke gøre. Prøv gruppeindstillingen herunder.
Få hjælp fra gruppen
Ambassador chat image
Ambassadørchat
Chat direkte med en anden Xbox-bruger, der gerne vil hjælpe.

Giv feedback om dette emne

255 tegn tilbage.
Beskyt dine personlige oplysninger ved ikke at medtage kontaktoplysninger i din feedback.
Få hjælp fra gruppen
Ambassador chat image
Ambassadørchat
Chat direkte med en anden Xbox-bruger, der gerne vil hjælpe.

Kontakt os

Vil du kontakte support vedrørende problemet "Sunde spillevaner med Xbox One", som du læste om, eller vedrørende et andet problem?

Del denne side